Guadalcanal

Det japanske fremstød sydpå gennem Salomonøerne nåede Guadalcanal i juli 1942. Her begyndte man arbejdet på en lufthavn, som alvorligt ville true de allieredes forsyningslinje til den sydvestlige del af Stillehavet. Til at blokere denne fremrykning gik den amerikanske 1. marinedivision (og to Raider-bataljoner) under general Alexander Vandegrift i land den 7. august 1942, på den nordlige side af Guadalcanal, på Tulagi og to mindre øer i nærheden. Den såkaldte Operation Cactus var de allieredes første modoffensiv mod Japan i Anden Verdenskrig.
   I løbet af 48 timer havde den første bølge på 16.000 marinesoldater sikret alle deres mål, inkl. den stadig ufærdige lufthavn nær Lunga Point. (Lufthavnen fik navnet Henderson Field til ære for en marineoberst som blev dræbt under slaget ved Midway). Men så reagerede japanerne voldsomt. Forstærkninger strømmede ind i Guadalcanal og stærke flåde enheder rykkede sydpå for at bombardere amerikanske kyststillinger og angribe den allierede flåde som forsøgte at beskytte den amerikanske garnison på øen. Resultatet var en af de længste og blodigste slag under Stillehavskrigen.
   Mens marinetropper gravede sig ned i en defensiv perimeter (11 x 6 km) rundt om Henderson Field, organiserede elementer af hvad der blev den japanske 17. armé (Haruyoshi Hyakutake) et modangreb fra Tenaru-floden mod øst. Dette fremstød blev slået tilbage ved Ilu-floden den 20. og 21. august. Den 20. august begyndte de første amerikanske fly at bruge flyvepladsen. Friske landsætninger fordoblede derefter fjendens styrke til omkring 6.000. Mellem den 12. og 14. september slog de forstærkede japanere til mod den amerikanske perimeter, især ved Lunga-floden/Bloody Ridge områder mod øst og syd. Igen holdt marinesoldaterne stand, men deres brohoved var i alvorlig fare. Japanske krigsskibe bombarderede den amerikanske position og bombefly angreb den fra luften. Det fugtige klima, tropiske sygdomme og ubarmhjertig junglekrigsførelse krævede en høj pris. Men måske vigtigst af alt var den viden, at trods kampen til lands ville slaget i sidste ende blive afgjort efter, hvilken side der etablerede det nødvendige overherredømme i luften og til søs for at vinde slaget om forstærkninger.
   Den 18. september begynde den 2. marinedivision og senere Army Americal Division at komme i land. Men på samme tid blev den japanske troppestyrke forøget så meget hurtigere, at de 36.000 nipponesere på øen nu var de kampberedte amerikanere overtallige. Et marineangreb på Matanikau-floden mod vest den 27. september blev slået tilbage med et tab på 60 dræbte og 100 sårede. De vedvarende fjendtlige forsøg på at generobre Henderson Field omdannede nætterne i oktober og november til en dødelig serie af nærkampe. Men hver gang holdt forsvarerne stand og påførte tab så store som 10 til 1. Imens imødegik admiral William Halsey, som nu havde kommandoen i det sydlige Stillehav, energisk de japanske luft- og flådeangreb. Endeligt den 15. november, efter den afgørende flådeslag ud for Guadalcanal, gik fjenden over i defensiven og foretog ikke yderligere landsætninger på Guadalcanal. Derpå overgik initiativet til USA. I brutale nærkampe skubbede amerikanerne gradvist japanerne tilbage. Den 9. december overgik kommandoen på Guadalcanal til hærens general Alexander Patch; den hårdt kæmpende 1. marinedivision blev afløst. Med ankomsten af den 25. infanteridivision blev det amerikanske XIV korps organiseret på øen den 2. januar 1943. De næsten 50.000 amerikanske tropper på Guadalcanal sikrede nu en amerikansk sejr.
   Om nætterne den 7.-9. februar evakuerede hurtige japanske destroyere omkring 12.000 af deres tropper fra Kap Esperance på den nordvestlige ende af øen. Efterladt blev 14.000 dræbte eller sårede, 9.000 døde pga. sygdom eller sult og 1.000 fanger. USAs landstyrker mistede 1.600 dræbte og 4.200 sårede under aktionen; mange andre blev gjort ukampdygtige af sygdom (i november alene uskadeliggjorde malaria 3.200). Ni marinesoldater vandt æresmedaljen på Guadalcanal. En af modtagerne, Wildcat-piloten kaptajn Joe Foss, var blevet det højest placerede flyveres ved at nedskyde 26 fjendtlige fly.
   Erobringen af Guadalcanal markerede det første tilbageslag for Japans greb om Stillehavsøerne. Det åbnede også vejen for andre amerikanske sejre på Salomonøerne.