Isonzo-floden I-XI

Italien

Første Verdenskrig, 1915-17

Selvom det var medlem af Tripelalliancen, forblev Italien neutral ved krigsudbruddet i 1914. Lokket af allierede løfter om østrigsk territorium forsagede den italienske regering under kong Victor Emmanuel III sin alliance med Østrig-Ungarn og Tyskland den 3. maj 1915, og erklærede krig mod dobbeltmonarkiet 20 dage senere. (Der blev ikke erklæret krig mod Tyskland før 28. august 1916). Den 775 km lange grænse med Østrig fulgte generelt Alpernes sydlige skråninger, hvilket gav lille mulighed for en offensiv italiensk aktion. Kun mod øst langs med Isonzo-floden kunne italienerne finde velegnet terræn til angreb. Her samlede general grev Cadorna på en 100 km bred front 35 italienske divisioner i toppen af Adriaterhavet. For at holde Isonzo samlede den østrigske øverstbefalende, feltmarskal grev Conrad von Hötzendorf, 14 divisioner (senere forøget til 22) under ærkehertug Eugene og general Svetozar Borojevic von Bojna.
   Det italienske åbningsslag på Isonzo-forsvarsværkerne kom i gang den 23. juni. Det var det første af 11 forskellige slag udkæmpet langs med denne flod i løbet af de næste 27 måneder. Tilfreds med at holde en defensiv stilling på denne front, holdt østrigerne ubarmhjertig stand, hvilket førte til rystende tab på begge sider. Selvom Eugenes tropper altid var undertallige, havde de fordel af favorabelt terræn og overlegent artilleri. Cadornas vindinger ved slutningen af de 11 slag var blot 16 til 19 km. For deres vedvarende mod overfor gentagne tilbageslag fik de italiensk soldater fra 2. (på venstre flanke) og 3. (mod syd) armé hele verdens beundring.
   Isonzo I (23. juni–7. juli 1915)
   Isonzo II (18. juli–3. august 1915)
   Isonzo III (18. oktober–3. november 1915)
   Isonzo IV (10. november–2, december 1915)
   Disse fire slag kostede italienerne 66.000 dræbte, 100.000 sårede og 22.500 fanger. Østrigske tab udgjorde 165.000.
   Isonzo V (9.–17. marts 1916). Presset af de allierede til en afledende offensiv, angreb Cadorna igen trods de ekstra handicaps fra sne, regn og tåge. Han opnåede intet før han var nødt til at gøre holdt for at møde en østrigsk offensiv i Tretino rettet mod Asiago, og i sidste ende Padua.
   Isonzo VI (6.–17. august 1916). Efter at have blokeret østrigerne i Trentino med tropper taget fra Isonzo, ilede Cadorna sine tropper tilbage til den kampberedte flodlinje. Mod den nu svækkede fjendtlige stilling vandt italienerne deres første succes i krigen. Gorizia blev erobret den 9. august og et brohoved blev sikret på den anden side af Isonzo. Men manglen på reservestyrker og tiltagende østrigsk modstand forhindrede et gennembrud.
   Isonzo VII (14.–17. september1916)
   Isonzo VIII (10.–12. oktober 1916)
   Isonzo IX (1.–4. december 1916). Ved at ændre sin taktik til skarpe knivstik mod den fjendtlige linje reducerede Cadorna antallet af sine tab i forhold til de tre slag oplistet herover, men gjorde fortsat ingen betydelige vindinger.
   Isonzo X (12. maj–8. juni 1917). Styrket i løbet af vinteren af friske tropper og forbedret bevæbning genoptog italienerne offensiven, og vandt nogle få meters land. Men et østrigsk modangreb den 4.–8. juni drev Cadornas arméer tilbage til deres udgangspunkt.
   Isonzo XI (19. august–12. september 1917). Opbygget til en topstyrke på 51 division, hjulpet af 5.200 kanoner, sendte Cadorna den 2. (Luigi Capello) og 3. (hertugen af Aosta) ud på endnu et angreb mod de østrigske forsvarslinjer. Det massive angreb bøjede de fjendtlige linjer, men det italienske infanteri løb fra deres artilleri og forsyninger og kunne ikke udnytte deres fordel.
   Denne aktion sluttede de frugtesløse, blodige slag ved Isonzo-floden. Som svar på østrigske anmodninger havde Tyskland sendt en armé til den nordlige flanke med det formål at hjælpe deres allierede i et kraftigt vendepunkt angreb mod Cadornas arméer ved Isonzo. Dette angreb, som kom i oktober ved Caporetto, kaldes nogle gange det 12. slag ved Isonzo.