Marianerne
Stillehavet

Anden Verdenskrig, 1944 01.10.16

Den amerikanske erobring af Gilbert- og Marshalløerne gennembrød Japans yderste forsvarsring i det centrale Stillehav og åbnede vejen for et angreb på Marianerne, 2.100 km mod nordvest. Fra luftbaser på disse øer kunne B-29 Superfortress fly bombe det japanske hjemland foruden Filippinerne, hvor begge mål var 2.400 km væk. Marianerne var også vigtige som hovedkvarter for Japans flåde i det centrale Stillehav, kommanderet af admiral Chuichi Nagumo, som havde anført angreb på Pearl Harbor. Således kunne et amerikansk angreb her fremprovokere det afgørende søslag som admiral Chester Nimitz, den amerikanske øverstbefalende i det centrale Stillehav, søgte. Marianer-øgruppen blev holdt af den japanske 31. armé, kommanderet af general Hideyoshi Obata.
   Den 15. juni 1944 stod marinegeneral Holland Smiths V Amfibiske Korps klar til at invadere Saipan, den nordligste af de tre største øer. To marinedivisioner ved siden af hinanden angreb den vestlige side af øen på en seks km bred front - den 2. division (Thomas Watson) til venstre, lige under kystbyen Garapan, og den 4. division (Harry Schmidt) som strakte sig til den sydlige ende af øen. Trods voldsom modstand fra 30.000 fjendtlige tropper (Yoshitsugu Saito), havde marinetropperne kæmpet sig vej næsten halvanden km ind i landet ved nattefald. Mens begge divisioner trængte østpå, gik den 27. infanteridivision (Ralph Smith) i land om natten den 16-17. juni. Infanteristerne drejede til højre for at indtage Aslito- (Isely) flyvepladsen den følgende dag. (P-47 Thunderbolt fly fra hæren begyndte at bruge flyvepladsen den 23. juni). I løbet af de næste fire dages bitre kampe ryddede V korps størstedelen af den sydlige halvdel af øen.
   De tre divisioner drejede derefter til venstre – den 2. marinedivision på vestkysten (den højre fløj), 27. infanteridivision i midten, 4. marinedivision på østkysten. Angrebet mod nord begyndte den 23. juni mod fortsat voldsom modstand. Da den 27. infanteridivisions fremrykning haltede efter de to flankers, erstattede general Holland Smith general Ralph Smith. Under general Sanderford Jarman og senere general George Griner trak hærdivisionen sig op på højde med de to marineenheder den 1. juli. Mens den 2. marinedivision erobrede Garapan, stødte de to andre divisioner frem mod Marpi Point på den nordlige spids af øen. Den 6. juli begik både Nagumo og Saito selvmord. De lederløse japanske tropper indledte derpå brutale banzai-angreb, som kostede dem næsten 2.500 døde. To dage senere, den 9. juli, sluttede modstanden på Saipan med en masseselvmord af japanske soldater og civile ved Marpi Point. Kun 1.000 fjendtlige soldater overlevede erobringen af Saipan. Amerikanske tab var 10.347 marinesoldater og 3.674 soldater, inkl. 3.426 døde.
   Den 21. juli skiftede USA sit angreb på Marianerne til Guam, i den sydlige ende af økæden. Marinegeneral Roy Geiger, kommandør for det nye III amfibiske korps, sendte 3. marinedivision (Allen Turnage) i land nord for Apra Harbor, mens 1. brigade (Lemuel Shepherd) og den 77. infanteridivision (Andrew Bruce) angreb syd for Apra. Begge angreb ramte vestsiden af øen, det samme sted som den japanske erobring af Guam den 10. december 1941. Guam blev forsvaret af omkring 19.000 tropper under general Takeshi Takashima.
   Det sydlige brohoved var blevet presset halvanden kilometer ind i landet ved nattefald den første dag. Men det tog den 3. marinedivision mod nord fire dage med de hårdeste kampe på øen at trænge halvanden km ind i landet og forbinde de to brohoveder. Om natten den 25.-26. juli iværksatte japanerne voldsomme modangreb, som kun med nødt og næppe blev slået tilbage. Den 1. brigade fuldførte derefter rydningen af Orote-halvøen mellem de to landgangsstrande. Imens den 31. juli angreb den 3. marine- og 77. infanteridivision, til venstre og højre ved siden af hinanden, mod nordøst. En uge senere kom 1. brigade ind på linjen til venstre, hvilket gav den allerede stødte frem-rykning fremdrift. Den 10. august nåede angrebet den nordlige spids af øen, hvilket gav Guam tilbage til amerikansk kontrol. Generobringen kostede 7.800 amerikanske tab – 6.716 marinesoldater, 839 soldater og 245 søfolk, inkl. 1.023 døde.
   Tre dage efter invasionen af Guam kom Tinian under angreb fra marinetroppernes V amfibiske korps under general Harry Schmidt, som havde afløst general Holland Smith, som netop var blevet forfremmet til kommandør for General Fleet marine Force Pacific. Tinian, fem en halv km syd for Saipan, havde nok fladt land til at yde de bedste B-29 luftbaser i Stillehavet. Den blev forsvaret af 9.000 japanske soldater og søfolk under en fordrukken admiral, Kakuji Kakuda. Den 24. juli foretog den 2. marinedivision en skinlandgang nær Tinian Town på sydvestkysten, mens den 4. marinedivision (nu Clifton Gates) stormede i land mod nordvest. Inden aften havde Cates marine-soldater udhugget et halvanden kilometer dybt brohoved. Samme nat døde mere end 1.200 japanere i forsøget på at udrydde fodfæstet. Næste dag gik 2. marinedivision under general Watson i land på samme strand, ryddede den nordlige ende af øen og vendte derpå til højre for at angribe ned langs med østkysten på højde med 4. marinedivision. Den hurtigste fremrykning for marinetropper i krigen frem til denne tid løb Tinian over ende frem til den 31. juli. Amerikanske tab var de letteste under slaget om Marianerne – 327 dræbte og 1.771 sårede. Praktisk talt døde alle de japanere, som ikke blev dræbt af marinesoldaternes angreb, i frugtesløse banzai-angreb eller begik selvmord.
   Slaget om Marianerne resulterede i døden for mere end 40.000 fjendtlige tropper og provokerede den japanske flåde til et selvmorderisk modangreb i det Filippinske Hav mod vest. Og den 24. november kom det første B-29 angreb på Japan fra Saipan-baser i Marianerne.