Efter
at have krydset den 38. breddegrad i oktober, trængte den amerikanske
8. armé under general Walton
Walker og sydkoreanske enheder stødt nordpå. Den rystede
kommunistiske nordkoreanske hær ydede kun lokal modstand. På
den venstre (vestlige) fløj sendte FNs øverstbefalende, general
Douglas
MacArthur, det I korps (Frank
Milburn) fremad langs med aksen Kaesong-Sariwon-Pyongyang. Den nordkoreanske
hovedstad Pyongyang faldt den 19. og 20. oktober. På østkysten
gik det X korps (Edward
Almond), som opererede uafhængigt af den 8. armé, i land
bag de kørende sydkoreanske enheder, som nåede Yalu-floden,
grænsen til Manchuriet, omkring 160 km oppe af strømmen, den
26. oktober. Både I og X korps angreb nu nordpå og spredte de
nordkoreanske styrker foran sig. Nedkæmpelsen af Nordkorea syntes
sikker, mens alle FN-tropper fik ordre på at rykke frem til Yalu.
Omkring 135.000 kommunistiske fanger var på vej til FNs fangelejre,
foruden de allerede 200.000 dræbte, sårede eller savnede.
Netop som det eneste tilbageværende militære problem
forekom at være den utilstrækkelige logistiske støtte,
dukkede en ny fare op. I slutningen af oktober gik såkaldte frivillige
enheder af kinesiske kommunister (som i hemmelighed havde krydset over til
den sydlige side af Yalu) ind i kampen nord for Chongchon-floden hær
skillelinjen mellem de to amerikanske korps på midten af halvøen.
Det sydkoreanske II korps, det første som kom under angreb fra kineserne,
om natten den 25.-26. oktober, blev drevet sydpå til Chongchon. Kun
en fjerdedel af den sydkoreanske 7. divisions 3.500 mand undslap det kinesiske
stormløb. Seks dage senere (1. november) dukkede de første
russisk-byggede MiG-15 jetfly op over Nordkorea for at udfordre den amerikanske
kontrol med luftrummet.
Da kineserne ikke var i stand til at udnytte deres overtag,
valgte MacArthur at svække hans allerede overforlængede forbindelseslinjer
med et endeligt fremstød til Yalu langs med hele fronten, som begyndte
den 24. november. Den følgende nat bragede 300.000 kinesiske tropper
(senere identificeret som den 3. og 4. feltarmé, kommanderet af
hhv. general Chin
Yi og Lin
Piao) mod det svage hængsel mellem Walkers 8. armé til venstre
(vest) og Almonds C korps til højre. Angrebet fra omkring 180.000
kinesere fik Walkers flanke inde i landet til at give efter. Under hårde
kampe faldt hele det I, IX (John
Coulter) og det sydkoreanske II korps tilbage, idet de mistede en stor
del af deres artilleri. Den 1. december blev 3.000 af de 7.000 mand i den
amerikanske 2. infanteridivision dræbt eller såret under et
kommunistisk bagholdsangreb nær Chongchon-floden. Pyongyang blev opgivet
den 5. december. Den 80 km lange tilbagetrækning fortsatte indtil
en linje blev stabiliseret nær den 38. breddegrad ved månedens
udgang.
Imens mod øst blev den 1. marinedivision (Oliver
Smith) afskåret ved Choshin-reservoiret den 27. november af andre
120.00 kinesere. I en tapper retræte kæmpede marineinfanteriet
sig vej ud til kysten ved Hungnam, hvor de blev evakueret af skibe den 15.
december. Smiths mænd, som endda fik deres dræbte med ud, led
7.500 tab (halvdelen pga. forfrysninger), mens de påførte fjenden
et anslået tab på 37.000. Andre elementer af det X korps blev
taget ombord på skibe her og ved Wonsan mod syd.
Den massive intervention af det kommunistiske Kina havde
fuldstændigt vendt op og ned på FNs fremrykning gennem Nordkorea.
Ved årets udgang var kineserne, som var lige glade med et rystende
antal tab, trængt sydpå til nærheden af den 38. breddegrad. |
|