Da
den dygtige tyrkiske general Saladin
gjorde sig til herre af Egypten i 1169 og af Damaskus i 1174, stod de kristne
stater i Nærøsten i alvorlig fare for undergang. Enden syntes
at være forestående i sommeren 1177, da Saladin marcherede en
stor hær af mamlukker op fra Egypten og fejede en styrke af tempelriddere
til side ved Gaza. Balduin IV, den 17-årige konge af Jerusalem, skyndte
sig ind i fæstningen ved Ashkelon med 500 riddere. Saladin havde nok
tropper til at belejre Ashkelon med en del af sin styrke, mens han rykkede
frem mod den forsvarsløse Hellige Stad med resten af sin hær.
Men den unge kong Balduin, som trods handicappet af spedalskhed,
viste sig at være en dygtig kriger. Han sendte bud til de efterladte
tempelriddere ved Gaza med ordre til at angribe belejrerne ved Ashkelon
bagfra. Under den efterfølgende kamp uden for murene, brød
Balduin igennem linjerne med sine riddere. Han opsamlede forstærkninger
undervejs og red hurtigt efter Saladin. Balduins kavaleri ramte den tyrkiske
kolonnes bagtrop uden for Ramleh (Er Ramle) på vejen fra Jaffa til
Jerusalem.