Da Bulgarien
mobiliserede i september 1915 for fælles aktioner med Østrig-Ungarn
og Tyskland mod Serbien, ilede de allierede en britisk og fransk division
til Salonika, Grækenland, den 23. oktober. Ni dage senere begyndte
den franske general Maurice
Sarrail at marchere nordpå for at komme Serbien til hjælp.
Men undsætningen var for lille og kom for sent. Den bulgarske 2.
armé under general Nicolas
Jekov, som uafbrudt stødte vestpå, afskar jernbanen fra
Salonika den 23. oktober. Bulgarerne, som dækkede den allierede
fremrykning, trængte dybere ind i Serbien. Sarrail, som nu kommanderede
yderligere to franske divisioner, faldt tilbage til Doiran-søen
på den græske grænse. Med Serbien slået tvang
det voksende bulgarske pres og den græske regerings (kong Constantine
I) vaklende holdning Sarrail til at trække sig tilbage til Salonika
den 3. december. Selvom havnefaciliteter var små og klimaet ugunstigt,
besluttede de allierede at holde Salonika (som snart fik navnet fugleburet).
Sarrails Armée d'Orient blev forøget til omkring 250.000
mand frem til midten af 1916, inklusiv den reorganiserede serbiske hær
fra Korfu.
I sommeren 1916 begyndte Sarrail at rykke nordpå
mod Grækenlands makedonske grænse. Men et modangreb fra den
tyske 11. armé, mod vest, og den bulgarske 1., 2. og 4. armé,
opstillet østpå, begrænsede den allierede fremrykning.
Den nye front blev stabiliseret den 27. august. For at hjælpe Rumænien,
som var gået ind i krigen på de allierede side, indledte Sarrail
en ny offensiv i september. Bitolj (Monastir) i Serbien blev erobret den
19. november. Men igen stoppede tysk-bulgarsk modstand sikkert offensiven
af franske, britiske, russiske, italienske og serbiske tropper. Centralmagterne
led 60.000 tab, de allierede 50.000. Med Rumænien slået ud
af krigen faldt fronten ved Salonika igen til ro.
I marts viste endnu en Sarrail-offensiv sig ikke afgørende.
Nu fremtvang allieret pres endeligt den pro-tyske Constantins abdikation
fra den græske trone den 12. juni. Hans anden søn, Alexander,
kom til magten og to uger senere gik Grækenland ind i krigen på
de allieredes side. Men der kunne kun opnås lidt så længe
den krakilske Sarrail forblev i kommando. Han blev endeligt afløst
den 22, december 1917 af den franske general Marie
Guillaumat. Den nye kommandør reorganiserede styrken ved Salonika,
som nu talte over 350.000 kamptropper. Da Guillaumat blev kaldt tilbage
til Vestfronten i juli 1918, overtog general Louis
Franchet d'Esperey, den allierede armé.
I slutningen af sommeren 1918 havde Tyskland i praksis
overladt Salonika-fronten til Bulgarien. De bulgarske tropper led under
mangel på forsyninger og dårlig moral. Da Franchet d'Esperey
indledte en velorganiseret offensiv den 14. september, brød bulgarerne
hurtigt sammen. Det allierede hovedangreb blev indledt af, fra venstre
(vest til højre, franske (delvist), serbiske, franske (delvist),
britiske og græske arméer. Den 17. september var angriberne
trængt 32 km frem på midten. De medtagne bulgarere var splittede
og i fuld retræte fra Albanien til Struma-floden (Strymon). Det
franske kavaleri, som passerede gennem infanteriet, erobrede Skopje den
29. september. Den isolerede tyske 11. armé (frataget alle tyske
tropper undtagen stabene) overgav sig. Med vejen til Sofia åben
indgik Bulgarien en våbenstilstand den 30. september. Kong Ferdinand
abdicerede fire dage senere mens allierede kolonner banede sig vej gennem
Balkan.
Den langtrukne slag ved Salonika spildte en stor del
af de allieredes mandskab og forsyninger som var desperat tiltrængt
på Vestfronten. Tabstallene vil aldrig blive endeligt kendt. Men
det står klart at malaria svækkede de allierede rækker
langt mere end fjendtlige aktioner. F.eks. rapporterede briterne om 481.000
tilfælde af sygdom i kontrast til 18.000 sårede i løbet
af kampagnen. I sommeren 1916 havde franskmændene 35.122 hospitalstilfælde, hvoraf kun 672 var sårede i kamp.