|
Den allierede
rydning af Nordafrika i maj 1943 åbnede Middelhavet for et fremstød
mod Sicilien og det italienske fastland. Engelsk-amerikanske styrker under
den amerikanske general Dwight
Eisenhower begyndte at opbygge en amfibisk operation (kaldet Husky),
for at foretage det første angreb mod aksemagternes hjemlande.
Om natten den 9.-10. juli nærmede en flåde på 3.000
skibe og landgangsfartøjer sig den sydlige kyst på Sicilien,
som medførte 14.000 køretøjer, 600 tanks, 1.800 kanoner
og 160.000 mand fra den 15. armégruppe under den britiske general
Sir Harold
Alexander. I de forudgående uger var øen blevet kraftigt
bombarderet af den britiske luftmarskal Arthur
Tedders allierede luftvåben. Nu landede elementer af den britiske
1. luftbårne og den amerikanske 82. luftbårne division med
faldskærm forud for det amfibiske angreb, hvilket skabte for-virring
og ødelæggelse blandt de 350.000 forsvarer fra aksemagterne
– tre tyske infanteri- og fire italienske infanteridivisioner samt seks
italienske kystforsvarsdivisioner, alle under kommando af den italienske
general Alfredo
Guzzoni.
Beskyttet af 3.680 fly (mod et total for akse-magterne
på 1.400), ramte den allierede amfibiske styrke langs 160 km med
strand ved daggry. Den britiske general Sir Bernard
Montgomerys 8. armé gik i land på det sydøstlige
hjørne af Sicilien – general Miles
Dempseys XIII kops (5. og 50. infanteridivision) til højre,
general Oliver
Leese's XXX korps (51. infanteri- og 1. canadiske division) til venstre.
Mod vest ramte general George
Pattons amerikanske 7. armé (1., 3. og 45. infanteri- samt
2. panserdivision) nær midten af Siciliens sydlige kyst. Begge hære
blev støttet af kommando- eller Ranger-enheder. Ved mørkets
frembrud havde alle syv angribende infanteridivisioner udskåret
deres tildelte brohoveder.
Til højre erobrede den 8. armé havnebyen
Syracuse den 12. juli og Augusta to dage senere. Derpå kørte
den nordpå mod Catania, midtvejs oppe af østkysten. Men her
bragte aksemagternes forsvar på de dominerende skråninger
på det 3.350 m høje Mount Etna fremrykningen til et holdt.
På dette tidspunkt blev tyske forstærkninger ilet til Sicilien,
mens den tyske general Hans
Hube tog kommandoen over de nazistiske tropper. Til venstre erobrede
den 7. armé havnebyen Licata på D-dag og slog derpå
et kraftigt tysk panserangreb ved Gela tilbage, med hjælp af kanonild
fra flåden under den øverste allierede flådekommandør,
den britiske admiral Sir Andrew
Cunningham. Derpå ryddede den amerikanske 3. infanteri-, 82.
luftbårne og 2. panserdivision, som dannede et provisorisk korps
under general Geoffrey
Keyes, den sydvestlige kyst og kørte over øen gennem
bjergrigt terræn for at indtage Palermo på nordkysten den
22. juli. Imens smadrede general Omar
Bradleys II korps sig vej gennem midten af Sicilien til San Stefano.
Det amerikanske hovedfremstød vendte derpå mod øst
i to fremstød – langs med kysten og 30 km inde i landet langs den
laterale hovedvej mellem Nicosia og Randazzo. Dette angreb fangede det
tyske forsvar i en knibtang ved Mount Etna, hvilket gjorde det muligt
for briterne at erobre Catania den 5. august. Bradleys tropper indtog
Troina den 6. august og Randazzo den 13. august og trængte ind i
den vigtige havneby Messina på den nordøstlige ende af øen
den 17. august. Den 8. armé ankom dertil fra syd kun timer senere.
Imens blev omkring 40.000 tyske (inkl. den første klasses 1. faldskærmsdivision)
og 60.000 italienske tropper evakueret over det smalle Messina-stræde
til det italienske fastland. Erobringen af Messina afsluttede det 38 dage
lange slag. Aksemagternes tab udgjorde 167.000, hvoraf 37.000 var tyskere.
De allierede mistede 31.158 i dræbte, sårede eller savnede,
hvoraf 11.923 var amerikanere. Krigen stod nu på tærsklen til selve
Italien. Denne voksende trussel, samt altødelæggende allierede
bombninger, sluttede det fascistisk regime. Benito
Mussolini trådte tilbage den 25. juli og blev efterfulgt af
marskal Pietro
Badoglio. Men
den hurtige tyske overtagelse af den italienske halvø forpurrede
de allieredes planer om en hurtig erobring.
|
|