Siegfriedlinjen

Den hurtige allierede fremrykning tværs over den nordlige Frankrig, sydlige Belgien og Luxembourg bragte general Dwight Eisenhowers SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Forces) arméer frem til den tyske grænse. Her stod den berømte Siegfriedlinje, eller Vestmuren, en formidabel række af forberedte stillinger, som nu i hast blev klargjort og bemandet af tilbagetrækkende nazistiske tropper fra vest og friske enheder fra inde i Tyskland. Som de allierede styrker nærmede sig linjen, bremsede hårdere tysk modstand og forstrakte forsyningslinjer deres offensiv.
   General Eisenhower havde nu syv arméer på linje fra Nordsøen til Schweiz. Fra nord til syd stod feltmarskal Sir Bernard Montgomerys 21. armégruppe, som bestod af den canadiske 1. armé (Henry Crerar) og britiske 2. armé (Miles Dempsey); general Omar Bradleys 12 armégruppe, som bestod af den amerikanske 9. armé (William Simpson), amerikanske 1. armé (Courtney Hodges) og amerikanske 3. armé (George Patton); og general Jacob Devers' 6. armégruppe, som bestod af den amerikanske 7. armé (Alexander Patch) og franske 1. armé (Jean de Lattre de Tassigny). Overfor denne styrkede havde feltmarskal Karl von Rundstedt, den tyske kommandør i Vest, 63 divisioner inddelt i seks arméer. Den 15. armé (Zangen), 1. faldskærmsarmé (Kurt Student) og 7. armé (Ernst Brandenberger), under feltmarskal Walther Model, holdt linjen fra Nordsøen til Moselle-floden. Mod syd, foran Siegfried-linjen i Alsace-Lorraine, stod den 1. armé (Knobelsdorff), 5. Panzer-armé (Hasso von Manteuffel) og 19. armé (Wiese), alle under general Hermann Balck.
   I tre måneder af efteråret 1944 hamrede de allierede arméer løs på den tyske Vestmur i nogen af krigens hårdeste kampe. Mod nord forsøgte Montgomery at etablerede et luftbåren brohoved over den nedre del af Rhinen og således omgå den nordlige ende af Siegfried-linjen i flanken. I Operation Market-Garden blev tre luftbårne divisioner — amerikanske 82. og 101 og britiske 1. — kastet ned med faldskærm i området fra Nijmegen nordpå til Arnhem den 17. september. Deres mål var at erobre syv broer og åbne en 100 km lang korridor ind i Holland. På samme tid stødte det XXX korps (Bryan Horrocks) fra den britiske 2. armé nordpå for at få forbindelse med luftlommerne. Men den nazistiske 1. faldskærmsarmé gjorde voldsomt modstand. Det britiske landangreb blev bekæmpet for hvert skridt og kunne ikke nå den hårdt pressede 1. luftbårne ved Arnhem, inden denne nordligste luftlomme blev klemt sammen den 25. september af nazistiske modangreb. Kun en fjerdedel af de 10.000 britiske faldskærmstropper kom tilbage i sikkerhed — 1.100 blev dræbt og 6.500 taget til fange. Tyske tab var 3.300 dræbte og sårede (Det tog yderligere syv måneder at erobre Arnhem).
   Den canadiske armé på den venstre fløj var mere succesfuld. Efter en bitter kamp erobrede denne styrke Sydlige Beveland (30. oktober) og øen Walcheren (3. november), begge ved Schelde-flodens munding. Den 9. november var hele området omkring havnebyen Antwerpen blevet ryddet for prisen på 27.633 canadiske tab; 12.500 tyskere blev taget til fange. Fra den 26. november blev Antwerpen en nøglekilde af forsyninger, trods et fire måneder langt forstyrrende bombardement af nazistiske flyvende bomber og raketter.
   På den centrale front nåede den amerikanske 1. armé Siegfried-linjen ved Aachen den 12. september. Efter hårde kampe tvang det XIX og VII korps sig vej ind i Aachen den 13. oktober. Otte dage med ondartede kampe hus-til-hus ryddede den første tyske by som faldt til de allierede. I november sluttede den 9. armé, som var rykket ind på linjen til venstre, sig til den 1. i et hårdt angreb mod de tyske forsvarsværker på en 40 km lang sektor øst for Aachen. Her blev V korps kamp gennem Hürtgen-skoven en af de blodigste træfninger under kampagnen. Den 1. december var fremrykningen nået frem til Roer-floden, 40 km fra Köln. Imens mod syd havde 3. armé kastet et modangreb fra den tyske 5. Panzer-armé og 1. armé tilbage syd for Metz den 18. september–1. oktober. Patton genoptog offensiven og omringede Metz den 18. november og tvang i en enorm halvcirkel mod nord tyskerne tilbage til Vestmuren langs med Saar-floden.
   De to allierede arméer på den sydlige ende af linjen foretog den største fremrykning i denne periode. Den amerikanske 7. armé trængte frem til Vosges-bjergene, erobrede Saverne-gabet og strømmede derpå ind i Strasbourg den 23. november. Patch vendte også sine styrker nordpå og pressede sig op mod Siegfried-linjen fra Strasbourg fordi Karlsruhe-hjørnet af hans grænse med Patton nær Bitche. På samme tid rykkede den franske 1. armé gennem Belfort og Mulhouse den 22. november frem til Rhinen ved den schweiziske grænse. Men i midten af De Tassignys område holdt den tyske 19. armé stædigt et vestgående frontfremspring rundt om Colmar.
   I løbet af den sidste del af efteråret 1944 tog de allierede omkring 75.000 nazistiske fanger og rykkede nærmere til Rhinen. Men et dygtigt tysk forsvar langs med Siegfried-linjen holdt Eisenhowers arméer til skuffende fremskridt. Og den allierede strategi med et angreb over en bred front havde efterladt nogle sektorer livsfarligt svage med reserver, især i Ardennerne.