Tyskland (øst)

Europa

Anden Verdenskrig, 1945

I en overvældende offensiv fra den 12.-31. januar, var tre store russiske armégrupper stødt næsten 480 km gennem Polen for at krydse den tyske grænse før krigen ind i Pommern, Brandenburg og Schlesien. (Østpreussen var blevet isoleret og var under belejring). Den 31. januar nåede pansrede spydspidser fra marskal Georgi Zhukovs 1. hviderussiske gruppe Oder-floden ved Kústrin (Kostr-zyn), mindre end 80 km fra Berlin. Her gjorde det russiske angreb holdt for at forlænge begge flanker, rydde op i baglandet og omgruppere sig for et sidste angreb ind i det centrale Tyskland. Mod nord rykkede Zhukov ned af Oders østlige bred for at nå Baltic, tværs over floden fra Stettin (Szczecin), den 4. marts. Østersøkysten blev ryddet fra samlede angreb af Zhukovs gruppe og marskal Konstantin Rokossovskis 2. hviderussiske gruppe fra øst. Derpå vendte Rokossovski mod vest for at danne den højre flanke af den endelige offensiv. Til venstre for ham overtog general Vassili Sokolovski den 1. hviderussiske ved Küstrin, mens Zhukov overtog kommandoen med hele Oder-Neisse fronten.
   Mod syd var marskal Ivan Konevs 1. ukrainske gruppe strømmet gennem Schlesien, med undtagelse af det omringede Breslau (Wroclaw), som holdt ud indtil 7. maj. Derpå trængte Konev vestpå og omgik den øvre Oder for at nå Neisse-floden. Derefter stod russerne på en næsten lige nord-sydgående linje fra Østersøen til Tjekkoslovakiet. Det tyske forsvar af denne linje tilfaldt Ferdinand Schörner, som blev forfremmet til feltmarskal i marts og fik kommandoen over alle nazistiske arméer i øst. General Gotthard Heinrici afløste Gestapo-chefen Heinrich Himmler som kommandør for de tyske styrker ved Oder øst for Berlin.
   Mens tyske og russiske styrker stod overfor hinanden i ti uger tværs over Oder-Neisse-linjen, angreb allierede tunge bombefly nazistiske mål lige bag denne front. Den 7. marts krydsede allierede arméer i vest Rhinen og begyndte at strømme gennem det smuldrende tyske forsvar. Den 14. april skilte kun 120 km de to fronter i det centrale Tyskland.
   Denne dag, efter en ødelæggende spærreild fra artilleriet, stormede Konevs arméer tværs over Neisse-floden mod Dresden. Den røde styrke begyndte snart at rykke fremad med så meget som 30 km pr. dag. Mod nord strømmede den 1. hviderussiske gruppe, støttet af størstedelen at det taktiske sovjetiske luftvåben, ud af Küstrin (Kostrzyn) brohovedet. Omkring 4.000 tanks tromlede vestpå mod Berlin. Længere mod nord sprang Rokossovski også over Oder for at sætte hele fronten i flammer.
   Til venstre skiftede Konev pludselig akse på sin fremrykning nordpå langs med Spree-floden. Dette angreb slog en stor tysk reserve på flugt, som var parat til at angribe Sokolovskis venstre flanke. Den 18. april var den nazistiske forsvarslinje brudt sammen. Russiske panserkolonner trængte ind i Berlins forstæder to dage senere. Den 25. april havde Zhukovs styrker omringet byen, som faldt den 2. maj.
   Mod nord var de russiske arméer marcheret gennem Rostock den 27. april, på deres vej mod vest for at slutte sig til den allierede feltmarskal Sir Bernard Montgomerys 21. armégruppe. Imens mod syd var Konevs tropper trængt frem til Elben. Her mødte en russisk patrulje en patrulje fra den amerikanske general Omar Bradleys 12. armégruppe (69. division fra 1. armé) ved Torgau, 96 km syd for Berlin, den 25. april. Nazityskland var blevet delt i to. Adolf Hitler begik selvmord seks dage senere og den næste lammede tyske regering søgte nu om omgivelse. Den 4. maj kapitulerede alle de nordtyske arméer, inklusiv dem i Danmark og Holland. Betingelsesløs overgivelse for alle tyske styrker kom den 8. maj. Den største militærmaskine i verdenshistorien var blevet overmandet af en endnu større styrke, skabt af gensidige behov fra Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og USA.