Tyskland (vest)

Efter den afgørende allierede sejr i Rhineland, omgrupperede general Dwight Eisenhower, øverstbefalende i vest, sine styrker for et endeligt angreb ind i det tyske moderland. Til denne offensiv havde han 85 divisioner langs med Rhinen, inddelt i syv arméer og tre armégrupper. Mod nord kommanderede feltmarskal Sir Bernard Montgomery den canadiske 1. (Henry Crerar), britiske 2. (Miles Dempsey) og amerikanske 9. (William Simpson). General Omar Bradleys centrale armégruppe bestod af den amerikanske 1. (Courtney Hodges) og amerikanske 3. (George Patton). Mod syd anførte general Jacob Devers den amerikanske 7. (Alexander Patch) og franske 1. (Jean de Lattre de Tassigny). De allierede havde næsten total luftoverlegenhed, både strategisk og taktisk.
   Mod denne vældige kæde, kunne den tyske feltmarskal Albert Kesselring kun mønstre 60 divisioner, så decimerede at det totale antal nazistiske tropper kun svarede til 26 fuldt bemandede divisioner. Ammunition, brændstof og andre forsyninger var knappe og vanskelige at distribuere under de allierede piloters årvågne blikke. Den tyske hovedstyrke lå i nogle enheders, såsom SS, fanatisme og i den kendsgerning at de forsvarede velkendte områder i deres hjemland. Hitler stod klar til at afsætte den ansvarlige kommandør hver gang der indtraf en krise.
   Mod nord trængte den britiske 2. armé over Rhinen ved Wesel den 23. marts. Den amerikanske 9. armé begyndte at krydse til højre den følgende dag. Hjulpet af en nedkastning af de amerikanske 17. division og 6. britiske luftbårne division, trængte de allierede styrker østpå og brød den 28. marts, nær Haltern, ud på den nordtyske slette. Simpsons 9. armé kørte derpå langs med den nordlige kant af Ruhr mod Lippstadt.
   På den centrale del af Rhinen brød både den 1. og 3. armé ud fra deres brohoveder øst for floden den 25. marts. Hodges styrker angreb østpå for at nå Mahrburg den 28. marts og vendte derefter nordpå mod Lippstadt. På højre side ilede Patton gennem Frankfurt og styrede mod nordøst mod Kassel. Længere mod syd forcerede Patchs 7. armé Rhinen ved Worms den 26. marts og erobrede Mannheim tre dage senere. Den franske 1. armé krydsede Philippsburg den 1. april.
   Den 28. marts beordrede Eisenhower Bradleys 12. armégruppe til at gennemføre den allierede hovedindsats på en front med tre arméer på aksen Kassel-Mühlhausen-Leipzig. (Den 9. armé vendte tilbage til Bradleys kontrol den 1. april). Montgomerys arméer blev beordret til at dække den venstre flanke ved at angribe gennem Holland og det nordlige Tyskland. Devers 6. armégruppe havde til opgave at beskytte den højre flanke i det sydlige Tyskland.
   Panser fra den 1. og 3. armé trængte nu mod nordøst, med 50 km i gennemsnit. Den 1. april fik Hodges venstre fløj forbindelse med Simpsons 9. armé nær Lippstadt. Det industrialiserede Ruhr var således omringet. Simpson efterlod tropper til at holde den nordlige side af lommen, og kørte derpå mod øst, erobrede Hannover den 9. april og nåede, efter en voldsom kamp ved Magdeburg, Elben den 11. april. Til højre for ham udrensede Hodges 1. armé en SS-enhed ved Padersborn, erobrede Kassel den 2. april og idet han trængte ubønhørligt fremad, erobrede han Leipzig den 19. april. Seks dage senere mødte en patrulje fra 69. infanteridivision (V korps) en russisk spydspids ved Torgau ved Elben. De vestlige og østlige fronter havde fået kontakt, idet de knuste Kesselrings forsvarsværker og skar Tyskland over i to.
   Imens trængte den venstre fløj af Pattons 3. armé østpå for at erobre Mühlhausen den 4. april og krydsede den tjekkoslovakiske grænse den 17. april. Denne fremrykning blev stoppet ved Pilsen ved direktiv fra de allierede. Pattons højre fløj vendte mod syd, trængte over Donau ved Ingolstadt den 25. april og strømmede ind i Østrig til Linz den 4. maj.
   Mod sydvest tog Patchs 7. armé Nürnberg den 20. april, Stuttgart den 23. april, krydsede den øvre Donau og modtog Münchens overgivelse den 30. april. Berchtesgarden og Salzburg i Østrig faldt den 4. maj. Samme dag rykkede Patchs højre fløj gennem Brenner-passet for at møde den amerikanske 5. armé, som rykkede nordpå fra Italien. På den aller sydligste ende af den allierede linje, erobrede De Tassigny's franske 1. armé Karlsruhe den 4. april, ryddede Schwarzwald, og trængte mod sydøst langs den schweiziske grænse. Den 5. maj kapitulerede de tyske styrker på den sydlige front, hvilket udviskede de allieredes frygt for guerillamodstand (nazistiske varulve) i en bayersk redoute.
   På den nordlige ende af de allieredes linje rykkede Montgomerys arméer også hurtigt frem. Crerars canadiske 1. armé rykkede nordpå mod Emden og Wilhelmshaven for at afskære general Johannes Blaskowitzs tyske tropper i Holland. På højre side kørte Dempseys britiske 2. armé ubønhørligt mod Elben og slog sporadiske henholdende kampe, udkæmpet af general Ernst Busch, på flugt. Dempsey rykkede flodens vestlige bred frem til den 26. april og stødte derpå over Elben for at erobre Lübeck og Wismar den 2. maj. Hamburg kapitulerede dagen efter. Den 4. maj kapitulerede alle tyske tropper i nord sig til Montgomery.
   Efter Hitlers død i Berlin, havde admiral Karl Dönitz overtaget de tyske tøjler. Nu presset mellem den enorme knibtang af de allierede og Rusland søgte Dönitz nu om fred. Nazitysklands betingelsesløse overgivelse kom den 8. maj. I løbet af de 11 måneders kampe siden D-dag mistede de allierede 187.000 dræbte, 546.000 sårede og 110.000 savnede. Tyske tab udgjorde 80.000 dræbte, 265.000 sårede og 500.000 savnede. Tusindårsriget var brudt sammen efter 12 år.