Canadair CL-41 (CT-114) Tutor Canada

CT-114 Tutor jettræner fra det canadiske luftvåben

 LANDE
Canada
Malaysia udfaset

AFFJ/66 : Canadair CT-114 Tutor | Mangel på støtte fra officiel side i 1958 kunne have betydet en tidlig skrinlæggelse af dette jettrænerprojekt. I virkeligheden var det henlagt i mere end et år, før Canadair besluttede at gennemføre det for egen regning. Resultatet blev, at flyet først ret sent kom ind på et marked, hvor konkurrencen i forvejen var skarp, men til gengæld kunne drage fordel af allerede indhøstede erfaringer med lignende fly. Flyet er i dag et af de bedste i verden inden for sin type, og det canadiske flyvevåben ændrede da også opfattelse og bestilte 190 stk., som nu er leveret. projektet er helt igennem canadisk; således har Pratt & Whitney's afdeling i Montreal konstrueret motoren, der er yderst økonomisk i brug og har en førsteklasses ydelse i forhold til vægten. Den første af to CL-41A prototyper gik på vingerne den 14. januar 1960, og de første fly fra samlebåndet blev afleveret til det canadiske flyvevåben i slutningen af 1963. Jetpilotuddannelse udelukkende på Tutor påbegyndtes i begyndelsen af 1965, på hvilket tidspunkt det canadiske flyvevåben havde mere end 60 fly i tjeneste under betegnelsen CT-114. Som elementærtræner er Tutor ret tung, men denne kendsgerning i forbindelse med en god aktionsradius gør det forståeligt, at Canadair også har foreslået flyet anvendt til angreb mod jordmål. "Shooter Tutor", som angrebsversionen CL-41G populært kaldes, har været demonstreret i Sydamerika, hvor der især skulle være gode salgsmuligheder for et fly af denne type. Den har ingen fast bevæbning, men kan på to stationer under bæreplanerne medføre kanon-, raket- eller napalmbeholdere, bomber eller ekstratanke på i alt 1.590 kg. Malaysias flyvevåben bestilte i 1966 20 stk. CL-41G. En version til brug for fotorekognoscering i lav højde har betegnelsen CL-41K.