McDonnell Douglas A-4 Skyhawk 
| EUROPA | AMERIKA | ASIEN | AFRIKA | ||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
|
udfaset 2026
planerEWAP/80 
: McDonnell Douglas A-4 Skyhawk – I 1950 var den amerikanske flåde travlt optaget af at forberede sine specifikationer for et avanceret angrebsfly. Tidlige erfaringer fra Koreakrigen, der startede i midten af 1950, havde vist, at et sådant fly var nødvendigt til indsættelse fra hangarskibe, den mobile flyveplads/vedligeholdelsesbase, som styrkeplanlæggere dengang anså for at være afgørende for global politiarbejde. Den amerikanske flåde besluttede, at den havde brug for et turbopropdrevet fly med en maksimalvægt på 13.607 kg og i stand til at bære en bombelast på 907 kg.
Da Douglas Aircraft Company i El Segundo modtog en anmodning om tilbud, havde divisionens chefingeniør, Ed Heinemann, i nogen tid undersøgt muligheden for at producere et avanceret fly, der ville være langt mindre komplekst og meget lettere i vægt end de angrebs-/jagerfly, der dengang var i tjeneste. Den amerikanske flådes krav gav ham en første mulighed for at føre disse ideer ud i livet, og det er usandsynligt, at han selv i sine vildeste drømme i 1951 kunne have forestillet sig, at hans idé stadig ville være i produktion 28 år senere.
I stedet for at producere en maskine blot for at opfylde den amerikanske flådes krav, satte Heinemann og hans team sig for at udvikle designet af et angrebsfly, der var langt bedre end alt, hvad den amerikanske flåde havde anset for muligt på det tidspunkt. Det udviklede sig som et fly med en bruttovægt, der var halvdelen af den amerikanske flådes specifikation, og som også havde en maksimal hastighed på omkring 160 km/t hurtigere end den specificerede. Da Douglas-forslaget blev evalueret af den amerikanske flåde, blev der anmodet om en forøgelse af bombelast og rækkevidde, sandsynligvis ironisk nok, for det synes ret sikkert, at mange af den amerikanske flådes evalueringsofficerer må have anset det for meget usandsynligt, at Douglas ville være i stand til at udvikle et produktionsfly, der var i nærheden af at være lige så godt som udkastet. I tilfælde af at El Segundo-teamet virkelig vidste, hvad det handlede om, spildte de ikke meget tid på at tildele en kontrakt på prototyper og præproduktionsfly under betegnelsen A4D-1, senere omdøbt til A-4 og navngivet Skyhawk.
I sin oprindelige form var Skyhawk et lille etsædet fly med deltavingekonfiguration, selvom en række tosædede varianter er blevet produceret efterfølgende. Ligesom mange klassiske designs viste det sig at være rigtigt første gang, og XA4D-1-prototypen, der fløj første gang den 22. juni 1954, er overfladisk set næsten identisk med enkeltsædede produktionsfly, der stadig er i drift. Vingen er en tre-sparket struktur, der danner en integreret brændstoftank, så lille, at den ikke behøver at foldes sammen, og med ekstra brændstof, der transporteres inde i flykroppen bag det lette katapultsæde. Der er et variabelt haleplan og hydraulisk drevet højderor og ror, sidstnævnte af unik konstruktion med en central 'hud' og udvendige afstivere. Den bageste flykrop er aftagelig for at give nem adgang til turbojetmotoren i forbindelse med service eller udskiftning. Landingsstellet er af den hydraulisk indtrækkelige trehjulede type, hvor hovedbenene kan foldes bagud under vingen. Den oprindelige bevæbning bestod af to 20 mm to-løbede kanoner monteret i vingefotene, plus en underflyveplade og to fastgørelsespunkter under vingerne, der var i stand til at bære en række forskellige våben op til en samlet vægt på 5.000 lb (2268 kg). Det er inden for områderne motorer, flyelektronik og bevæbning, at de største ændringer er sket, siden det første præproduktionsfly fløj den 14. august 1954.
Motoren, der blev valgt til at drive prototypen, var en Wright J65-W-2 med 3.266 kg trykkraft (en licensbygget Armstrong Siddeley Sapphire), men de første A4D-1-er, efterfølgende A-4A'er, hvoraf leverancer til Navy Squadron VA-62 begyndte den 26. oktober 1956, blev drevet af 3.493 kg tunge Wright J65-W-4 eller -4B.
Ikke overraskende har der for et fly med så lang en produktionshistorie været ...
AFM 2/15 
: Draken International i Florida, USA har forøget sin flåde af A-4 Skyhawk fly med 6 A-4N fra BAE Systems dec. 2014. Omfatter N262WL [c/n 14465; ex 444/Israel; ex 159545/USN], N268WL [c/n 14450; ex ?/Israel; ex 159530/USN], N431FS [c/n 15405; ex 305/Israel; ex 159805/USN], N432FS [c/n 14462; ex 432/Israel; ex 159542/USN], N434FS [c/n 14514; ex 373/Israel; ex 159815/USN] og N437FS [c/n 14384; ex 335/Israel; ex 159078/USN]. Flyene var tidligere baseret ved Wittmund, Tyskland til støtte for det tyske forsvar, men var overflødige efter at denne opgave blev overtaget Discovery Air Defence Services. Draken har tidligere anskaffet 8 A-4K fly fra New Zealand og har dermed i alt 14 Skyhawk fly. Råder over verdens største flåde af privatejede taktiske kampfly med mere end 80 fly, inkl. A-4 Skyhawk, MB-339, MiG-21, L-39 og L-159E ALCA. Er baseret ved Lakeland Linder Regional Airport i Lakeland, Florida.
FG 24/5/16 : Det canadiske flyvetrænings- og simulatorfirma CAE vil i samarbejde med Draken International i USA tilbyde det canadiske luftvåben 16 Douglas A-4 Skyhawk fly til realistisk aggressor-træning af CF-18 piloter. Selskabet tilbyder ligeledes 2 CAE-ejede Bombardier Learjet 35 fly forsynet med med elektro-optiske/infrarøde sensorer og paneler til elektronisk krigsførelse (EW) til mål-bugseringsopgaver. Sker som del af det canadiske forsvars CATS-program (Contracted Airborne Training Services), hvortil en leverandør forventes udpeget senere i år. Skyhawk foretog sin første flyvning i 1954, hvorefter 2.960 eksemplarer blev bygget frem til 1979. Produktionen omfattede omkring 550 tosædede kamptrænere. Til den canadiske kontrakt vil CAE og Draken levere 6 ensædede og 10 tosædede fly fordelt mellem luftbaserne Cold Lake og Bagotville. Learjet flyene ville blive stationeret ved hhv. Victoria, British Columbia samt Halifax, Nova Scotia, mens hovedkvarteret bliver etableret ved Moose Jaw, Saskatchewan. Skyhawk flyene vil blive opgraderet med bl.a. navigationsassisteret indflyvningssystem baseret på satellitter, IFF Mode S-sender (identification friend or foe) samt målfindingspod. Learjet flyene ville ligeledes modtage IFF-sendere. Draken's Skyhawk fly er allerede forsynet med APG-66 radar samt moderne flyelektronik. Draken leverer allerede lignende træningsydelser for det amerikanske militærs Lockheed Martin F-22 og F-35 kampfly ved Nellis AFB, Nevada og råder derfor over mange erfarne piloter. Den liberale regering undersøger desuden forskellige muligheder for erstatning af de aldrende CF-18 Hornet kampfly. Kandidaterne omfatter Lockheed Martin F-35, Boeing F/A-18E/F Super Hornet, Eurofighter Typhoon, Dassault Rafale og Saab Gripen.
AFM 6/16 : Det private firma Discovery Air Defence Services har for nylig gennemført sine første træningsmissioner til støtte for det tyske luftvåbens Eurofighter Fighter Weapons Instructor Course. Discovery oplyste 14/4/2016, at 2 af firmaets A-4N Skyhawk fly havde foretaget adskillige Red Air aggressor-missioner mod Eurofighter fly fra Tactical Flying Wing 73 Steinhoff ved Laage.
AFM 9/24 
: Det private selskab Top Aces i Canada råder over A-4N Skyhawk kampfly [inkl. C-FGYL], hvoraf nogle er forsynet med avanceret AAMS-udstyr (Advanced Aggressor Mission System) i næsen. Typen kendes ligeledes som A-4 Advanced Aggressor Fighter (AAF). AAF omfatter et fuldt integreret IRST (Infra Red Search and Track), taktisk datalink og andre avancerede kapaciteter som Helmet Mounted Cueing System integreret med AAMS. AAMS anvender en AESA-radar (Active Electronically Scanned Array), sandsynligvis den luftkølede Elta EL/M 2052. AAF-konfigurationen kan replikere avancerede systemer fra modstanderfly på samme niveau. Andre fly i tjeneste ved Top Aces omfatter Alpha Jet jettrænere, som sammen med A-4 fly har samarbejdet med USAF's 48th Fighter Wing med F-35A fly ved RAF Lakenheath. Top Aces havde modtaget en seks-årig Fast Speed Advanced Airborne Training kontrakt til støtte for alle tre værn ved det tyske militær i 2016, som blev forlænget i 2022. Selskabet opererer fra Nordholz luftbasen, mens Wittmund bliver moderniseret. Under Project Mustang har RAF som mål at etablere den næste generation af red-air ydelser, for forventes at løbe i op til 15 år fra 2028, men dette har nu rykket sig til 2029. Denne opgave løses for nuværende af Draken Air, med selskabets flåde af otte L-159E Honey Badger fly ved Teesside, men Top Aces gør sig sammen med en antal andre selskaber som fx TacAir i USA klar til at afgive tilbud. En række andre lande, inkl. Frankrig, undersøger for tiden mulighederne for at outsource red-air træningen.
